Flg. er taget fra det hæfte der blev udgivet i forbindelse med Ejerlaugets 5o års jubilæum i 2001. " Et historisk tilbageblik gennem 50 år" af Jens Ravn-Olesen og Finn Grube. 

Et bakkedrag på hjørnet af Virumvej og en forlængelse af Grønnevej, der førte videre til Sorgenfri, kom i 1950-51 til at danne rammen om et rækkehuskvarter, der på mange måder blev modpolen til det højhusbyggeri, der ved Sorgenfri 10 år senere markant markerer den anden ende af Grønnevejs forlængelse. 100 huse fordelt med 40 mod Grønnevej, medens de øvrige 60 fordelte sig på tre nyanlagte veje. 30 på Kronebakken, 20 på Kløverbakken og 10 på Kornbakken.

Mange mennesker kender den lange række gul-røde huse, der på Grønnevej rækker fra Virumvej til den i 1954 opførte Hummeltofteskole. På skolegrunden var der i øvrigt op mod Bakkehusene oprindeligt afsat plads til Sorgenfri Kirke, der senere blev opført ved Hummeltoftevej. De færreste, der passerer rækken på Grønnevej, kender dog det boligområde, der bag denne imponerende facade mod en af områdets travle trafikveje gemmer sig idyllisk og fredeligt på trekanten mellem Grønnevej, Boelvej og Tornebakken.

Bakkehusene blev opført på bar mark. Hele arealet syd for det gamle Virum – Virum Gade – med de gamle, ikke udflyttede gårde var landbrugsjord tilhørede de gamle gårde, der i dag er jordløse og i mere eller mindre bevaret stand er indrettet til beboelse op/eller erhverv.

Det gamle Virum havde endnu i 1950 bevaret en del af det gamle landsbypræg, Befolknings- og forretningsudviklingen var flyttet til et nyt Centrum omkring Virum station, hvor man efter stationens placering i 1935 skabte et helt nye centrum om kring Virum Torv. Her var da også indkøbscenteret med bl. a. Irma, Schous Sæbehus, konditori, farvehandel, fiskehandler, slagter og boghandel. Samt ikke at forglemme Virums biograf.

Virums gamle landsbysamfund – med 800 år bag sig – havde været ret uberørt af udviklingen og naboskabet til Danmarks hovedstad. Udfaldsvejene fra København til Nordsjælland gik øst om Virum, der aldrig fik del i hverken den industrielle udvikling eller velhavende københavneres trang til landsteder i Nordsjælland. Men efter 1935 blev Virum, som Jeppe Tønsberg med rette anfører i den lille bog om det gamle Virum fra 1987, reelt Danmarks første soveby. Og efter udbygningen af store områder vest for det nye bycentrum ud mod Furesøen, blev der omkring 1950 taget fat på den gamle landsbys jorder syd for Virumvej og ned mod Sorgenfri. I løbet af de næste 20 år blev det store område mellem Virumvej og Hummeltoftevej bebygget, fortrinsvis et rækkehuskvarter, hvor Bakkehusene altså danner det nordøstligste hjørne.

De første år havde beboerne i Bakkehusene da også en lokal købmandsforretning, købmand Madsen på Grønnevejs østside ved Virum Gade der, hvor der nu er opført dyrlægeklinik. Her. Hvor Grønnevej før videreførelsen mod Sorgenfri stoppeede, var et helt lille torv med bl.a. elinstallatør, ismejeri, frisør og bladkiosk. At dette er for længst borte, og det samme gælder en række forretninger på Virum Gade, bl.a. endnu en købmand og cykelsmeden på hjørnet ved Kongestien. Det gælder også den gamle smedie, der – efter nogle år at have stået tom og i forfald, netop i år er nedrevet og giver plads til to dobbelthuse. På Virumvej er både bageriet – i dag Bodega af samme navn - vaskeri, slagter, farvehandel og legetøjsforretning borte tillige med endnu en Irma, ”Lille Irma kaldet”, tobaks- og bladkiosk og Schous Sæbehus i hjørnebygningen ved Kongestien.

Det nye indkøbscenter ved Sorgenfri eksisterede ikke. I området lå ganske vist både på Hummeltoftevej – nu I.H. Mundtsvej – og på Kaplevej købmandsforretninger, den sidste nabo til den stadig eksisterende slagterforretning. Og på Abildgårdsvej var endnu en af lokalområdets kiosker.

Sorgenfri Torvs første etape nord for Hummeltoftvej blev først etableret i 1956. De to første forretninger, der åbnede her, var Winthers Bageri og Greens boghandel – ganske vist samme dag, men bagerforretninger åbner nu en gang nogle timer før en boghandel. Torvets 2. etape syd for Hummeltoftevej med bl.a. bibliotek, posthus samt Danmarks første selvbetjeningsbutik, Suma, der netop er overtaget og omdannet til Netto, kom først til i 1966.

Byggeriet Bakkehusene var et pionerprojekt. Det var ikke uden grund, når en beskrivelse fra firmaet Johan Christensen og Søn, der stod bag byggeri og salg, indledte med at fremhæve et fælles varmesystem som afgørende for byggeriets samlende karakter. Det var i praksis et helt nyt princip. Et højhus- eller i hvert fald etagebyggeri – lagt ned. Et projekt, hvor varmerørene fra den fælles varmecentral ikke blev ført op gennem etagerne, men langs – eller rettere under – jorden ud til 100 rækkehuse i fire rækker og langs de fire veje.

Det fælles varmesystem blev, og det er stadig en meget væsentlig faktor i bebyggelsen Bakkehusenes historie og hverdag. Dette konkrete udtryk for Bakkehusene som en helhed og et fællesskab om 100 familiers bofællesskab har gennem 50 års historie været den største og til tider brydsomme arbejdsopgave for ejerlaugets bestyrelse. Men Bakkehusenes historie er dog langt mere omfattende. Gennem 50 år har det nybyggeri, der voksede op og gennem årene blev et grønt område med kvalitet, gennemgået en udvikling, som både er vor egen og i høj grad påvirket af samfundsudviklingen gennem de 50 år, siden de første beboere kunne flytte ind i begyndelsen af 1951.

Bakkehusene var ikke billige. Købsprisen var 56.800 kroner med en udbetaling på 13.000 kroner. 10.000 kroner af udbetalingen kunne dog lånes i Hypoteksforeningen, og gældens hovedstol på 43.000 kroner var et statslån til kun 3.5 procent. Det var unge familier, nygifte eller med små børn, der flyttede ind, og de første år var egen bil foran bopælen et særsyn.

De unge akademikere, ikke mindst jurister, farmaceuter og ingeniører, var ved begyndelsen af en karriere, og efterhånden blev økonomien bedre og satte sit præg på bebyggelsen. Men det rejste også nye problemstillinger og udfordringer til det fællesskab i Ejerlauget, som både skulle varetage fællesskabets interesser og samtidig holde beboerne fast på de bestemmelser og tinglyste klausuler, der stadig tjener til at fastholde Bakkehusenes helhedspræg.

Den nye bebyggelse var tænkt og udformet som en helhed. Det var da også byggekonsortiet, der tog det første skridt til dannelsen af Ejerlauget Bakkehusene, der som en fælles – og nødvendigvis tvungen – grundejerforening for de 100 huse overtog administrationen af de fælles anliggender, først og fremmest varmecentralen. I projektplanen var det ligeledes forudset, at enderækkehuset på Kronebakken ud mod Tornebakken, hvor varmecentralen er placeret, blev overtaget af ejerlauget som bopæl for en varmemester.

Et udvalg, seks beboere med konst. byretsdommer – senere landsretsdommer – Tage Bjørn som drivende kraft påtog sig opgaven med at udarbejde ejerlaugets vedtægter. Den 21. juni 1951 kunne der holdes stiftende generalforsamling med bygherrens juridiske konsulent, overretssagfører Thorlacius som dirigent. Vedtægtsforslaget, der på forhånd var udsendt til alle husstande, blev gennemgået af Tage Bjørn og vedtaget efter en længere debat. Til ejerlaugets første bestyrelse valgtes ifølge ejerlaugets protokol ”knst. Byretsdommer Bjørn, fuldmægtig Friis, ekspeditionssekretær Nørregaard, arkitekt Nyrop og sagførerfuldmægtig Secher, der alle havde været medlemmer af udvalget bag vedtægtsforslaget (det 6. medlem, ingeniør Ingwersen, ønskede ikke valg) og desuden civilingeniør Møller og indkøbschef Christoffersen samt som suppleant sekretær Mundt og kontorchef Fredsted”.

Ovenstående fra ejerlaugets protokol giver samtidig et karakteristisk billede af den nye bebyggelses karakter. Man bemærker sig, at titler nævnes, men ikke de nævnte personers fornavne. Og det fremgår da også af adskillige samtaler med ældre beboere, der har været med fra første begyndelse, at der var tale om et byggeri med præg af, at der var tale om yngre, fortrinsvis akademiske beboere på starten af deres karriere, der flyttede ind i husene. Omgangsformen var korrekt, men formel. Det var de færreste, der i bebyggelsens første periode var på fornavn eller brugte ”du”-formen over for deres naboer. Som en af veteranerne beretter, så var man – måske – på hattehilsen med hinanden, eller det kunne blive til et ”glædeligt jul”. Men ellers passede enhver sit.

Arkitekt Jørgen Würtz, der først flyttede ind i 1962, mener dog, at de første indflyttere, der kom til, før hækkene groede op, nok kendte hinanden lidt bedre end senere tilkomne. Men formerne blev holdt, bl. a. på generalforsamlingen, hvor det stort set altid var en jurist, oftest en af beboelsens efterhånden fem dommere, der var ordstyrer. Så var der, siger han med et smil, altid fire opponenter i forsamlingen, hvis der var tvivlsspørgsmål.

Sekretær Jørgen Mundt, der blev suppleant til bestyrelsen, kan i dag, 50 år senere, som pensioneret dommer fra Østre Landsret også berette, at et af de øgenavne, som den nye bebyggelse gik under, var ”juristernes fattighuse”. I lokalområdet hed det også ”mæslingehusene” – de rød-gule facader – og den lange række langs Grønnevej hed ”kålormen”.Til gengæld kan det også noteres, at mange af de nyindflyttede blev boende, også efter at karrieren toppede på et betydeligt højere niveau. På et tidspunkt boede her både en højesteretsdommer og to landsretsdommere. Disse og mange andre, der steg i graderne, valgte at blive frem for at lade karrierens økonomiske opstigning omsætte i store villaer og ny adresse. Dette kan vel i dag tages som et godt vidnesbyrd om Bakkehusenes kvalitet.

Til brug for denne beretning har ingeniør Jørgen Wulff, Kløverbakken 33, skrevet nogle erindringsglimt. Her skriver han bl.a.: En ny og yngre generation er nu ved at rykke ind i Bakkehusene. Vi var en ret homogen skare, der rykkede ind i 50erne. De fleste akademikere i 30 års alderen. Dem er der ikke så mane af mere, men vi er dog nogle stykker, der holder stand endnu trods alt.

Jørgen Wulff, der senere i hele 25 år (1962-1987) blev ejerlaugets formand, fortæller selv fra indflytningen: Vi flyttede ud til Bakkehusene fra en 2-værelsers lejlighed i Hellerup, som var blevet for lille til en familie med to børn. At det var gammel landbrugsjord, vi flyttede ud på, var vi ikke i tvivl om. Haven var en pløjemark og blev først senere til noget, der lignede en have. Vi betalte i flere år ”tiende” til Landbrugsministeriet, en gammel afgift, bønderne betalte til herremanden for leje af hans jord. Med inflationen blev beløbet dog så lille, at man sløjfede det.

Pløjemarken groede til. Der var fra starten lagt en række klare servitutter på byggeriet. Selv om det gennem de 50 år har kostet skiftende bestyrelser for ejerlauget mange kræfter både at imødekomme og til tider lægge en bremse på skiftende tiders ønsker og behov, er det samtidig lykkedes at beskytte det helhedspræg, der derved blev skabt.

At samme landbrugsjord var frugtbar, derom vidner de grønne haver i vid udstrækning i dag. Så meget, at det fra begyndelsen af 1970erne blev et fast punkt på de årlige generalforsamlinger, at bestyrelsen måtte rette henstillinger, advare mod den kommunale påtaleret og i enkelte tilfælde skride til direkte indgriben mod hække, der bredte sig ud over vejarealet, og træer, hvis grene rakte ud over vejbanen og generede trafikken. På et tidspunkt imødekom man beboerne derved, at Ejerlauget en gang om året opstillede containere til haveaffald, en service, som man har holdt fast ved. Så gælder ingen undskyldninger for ikke at holde vegetationen inden for havehækkens grænser.

Der var mange praktiske og økonomiske problemer i starten. Blandt andre spørgsmål fyldte ejerskabet til varmemesterboligen gennem nogle år meget. Bestyrelsen opgjorde udgifterne på en særlig konto, der fordeltes på de 100 ejendomme, så den enkelte kunne trække sit bidrag fra på selvangivelsen, På et tidspunkt nægtede ligningsmyndighederne dog denne praksis, og det kom til en retssag. Den løb over fem år, men endte med et nederlag ved landsretten. Ironisk nok var en af beboerne, den senere skatteadvokat Mogens Glistrup, i netop denne periode gennem to år formand for ejerlaugets bestyrelse. Sagen var dog startet, før han tiltrådte, og afsluttedes først, efter at han havde trukket sig som formand.

Et andet forhold til det offentlige, denne gang Lyngby Tårbæk kommune, var også i en årrække fast inventar på såvel bestyrelsesmøder som generalforsamlinger. Det var utilfredshed med den kommunale renovation, både støj og manglende renovation, der først endelig stilnede af, da man fik et nyt, moderne renovationssystem med papirposer.

Det var ikke kun hække og haver, der viste grokraft. Der kom også børn til. Fra et bestyrelsesmøde i maj 1952 kan protokollen fortælle, at man har undersøgt interessen for udbygning af de to legepladser i bebyggelsen. Forhistorien er, at byggeriet, der er opført med statslån, har fået udlagt to legepladser. Af besparelseshensyn – fællesudgifterne, der skal betales sammen med varmeudgifterne i 10 månedlige rater hvert år – var der ønske om at stryge den nordlige legeplads. Boligministerier bad bestyrelsen ved et rundspørge undersøge holdningen hos beboerne. Det blev konstateret, at der var 91 medlemmer (husstande) med i alt 91 børn under 7 år. 42 medlemmer med tilsammen 51 børn ønskede denne udstyret med legeredskaber. 21 medlemmer med i alt 17 børn var imod, medens 28 medlemmer med i alt 23 børn ikke tog stilling. Derefter krævede Boligministeriet, at også den nordlige legeplads blev færdiggjort som oprindeligt i grundlaget for at søge statsstøtten.

Jo, børn var der mange af. Og der meldte sig da også hurtigt problemer på de tre smalle veje, Kronebakken, Kornbakken og Kløverbakken. Det blev i mange omgange taget op på de årlige generalforsamlinger, hvor både skilte med henstilling om at tage hensyn til børn, ønske om status som stilleveje og senere om bump blev fremsat. Emnet blev stort set hvert år et punkt i formandens beretning til generalforsamlingen. I de første år med opfordring til beboerne om at henstille til vareleverandører om at sætte farten ned. Det fremgår, at det især var vaskeribilerne, man havde et godt øje til. I vore dage, hvor vaskemaskiner er selvfølgeligt udstyr i alle huse, synes det at være kommunens ældreomsorgsbiler, der er i søgelyset.

Nogle beboere mente snarere, at det var forældrene, der skulle sørge for, at deres børn ikke legede på vejene. Det drejede sig ikke kun om trafiksikkerhed, men også om larm og uro i kvarteret. En enkelt gik så vidt som at foreslå en vedtægtsændring, så børn af hensyn til områdets fred og ro ikke måtte lege ude efter kl. 20 om aftenen! Det forslag samlede dog ikke støtte på generalforsamlingen.

Senere blev Bakkehusenes beboere i stigende omfang bilejere, og nu opstod andre problemer. I begyndelsen kunne man finde parkering ved fortovskanten, men efterhånden opstod ønsket om garager i haverne. Bestyrelsen fik via generalforsamlingen gennemført, at der udarbejdedes faste regler for disse bebyggelser – bl. a. med krav om, at garagerne skulle trækkes tre meter ind fra vejmidten. Samtidig fik man arkitekt Knud Thorball, der i sin tid havde tegnet husene, til at udarbejde et forslag til garager, som nybyggere skulle følge.

Alligevel opstod der problemer. De nye garageejere havde svært ved at komme ind og ud, når genboerne, der også fik bil, parkerede over for garagerne. Bestyrelsen modtog mange klager og opfordringer til at skride ind, men fastholdt både over for dette problem og problemerne med hegn og hække, at beboerne selv måtte ordne det med hinanden eller henvende sig til kommunens hegnssyn.

En enkelt garageejer gik efter forgæves at have forsøgt at få såvel bestyrelsen som politiet til at forbyde genboens parkering over for garagen, til domstolene og krævede kendelse for, at naboen fik forbud mod sådan parkering. Det blev dog bestyrelsen for meget, og den gik ind i sagen med sin advokat. Garageejeren tabte sagen og krævede på næste generalforsamling, at regnskabet blev forkastet på grund af advokatudgiften til en sag mod en af beboerne. Regnskabet blev vedtaget, men der var dog 4 stemmer for forkastelse.

Efter børnene og bilerne blev det næste almene problem, som udviklingen medførte, fjernsynsantenner. Der var almindelig enighed om, at en skov af disse ikke ville pynte, og på et ret tidligt tidspunkt blev der skabt mulighed for en fælles antenne. Beboere uden fjernsyn fandt dog, at det var for galt, at Ejerlauget skulle betale for denne, og det blev til, at der dannedes en særlig antenneforening. Senere kom parabolalderen, men også den tog man højde for med udbygning af antennesystemet. I dag er fjernsyn så almindeligt, at bestyrelsen i jubilæumsåret er på vej med tanken om, at antenneforeningen nedlægges, og antennen indgår i ejerlaugets almindelige regnskab.

Gennem 50 år har Bakkehusene dannet rammen om 100 familiers liv. Flere beboere har boet her, siden husene var nye, og i andre har næste generation overtaget barndomshjemmet. Mange nye er kommet til, og den stadige handel mere end bekræfter, at vor lille hyggelige enklave er efterspurgt. Vi er også velhavende – på papiret i hvert fald, som vi dette forår kunne konstatere, da de nye ejendomsvurderinger blev fremsendt. Både dette og de øgede afgifter – ikke mindst på varmeregningen – synes dog ikke at afskrække nye ejere, når der udbydes huse til salg.

Samme udvikling betyder, at Bakkehusene i disse år gennemgår sin tredje historiske ændring. Først flyttede mange børnefamilier ind. I naturens orden voksede børnene op og flyttede hjemmefra. Bakkehusene blev et sølvbryllups- og efterhånden et guldbryllupskvarter. Men nu flytter nye, unge familier med børn ind, selv om vore huse også er eftertragtede som en mere overkommelig bolig at blive gammel i, når familien skrumper ind og villaen bliver for stor og uoverkommelig. Der er stadig børneleg og den hyggelige larm, der vidner om af et godt og frit grønt område, hvor mennesker kan leve og udfolde sig.

Bakkehusene er fyldt 50. Men de er som fra starten en god ramme, præget af solidt byggeri, Vore huse er værdige repræsentanter for byggeriet i den periode, hvor der efter Besættelsen var brug for en ekstra byggeindsats, men før boligbyggeriet eksploderede i beton og færdigstøbte byggeelementer. Og selv varmeproblemerne synes løst. Men gik unægteligt det meste af de 50 år, før alle enderækkehuse fik fuld glæde af varmt vand i rør og haner.